GKA Kite World Tour- En fænomenal oplevelse for kiteentusiaster og ikke kun.
Måske overvejer du, om det er det værd og noget særligt at overvære GKA kite world tour et sted ude i verden. Vi vil i dette korte blogindlæg beskrive vores minder fra det spektakulære kite event, som vi for nogle år siden oplevede i Tarifa, Spanien.

Selvom det var tilbage i 2017 husker vi sommetider stadig tilbage på vores oplevelser til et af verdens største og mest prestigefyldte kite events. Da vi i juli 2017 drog på en måneds tur til det spanske kite mekka Tarifa, var vi så heldige at ankomme lige i tide til kite tourens anden dag, som blev afholdt på playa valdevaqueros, som ligger ca 10 kilometer fra Tarifa by. Vi lejede en scooter og drog afsted. Det var en meget vindstabil dag, og på ægte Tarifa manér, godt over de 20 kts, skyfrihimmel, bagende sommersol og knap 30 grader.
Da vi ankom til spottet, for første gang i øvrigt, var der allerede godt gang i kitefesten. Stranden var fyldt med både mennesker og kites og der var bannere, podier og gang i musikken. Det stod klart at der var lagt op til noget stort.
Et solidt lineup af nogle af verdens allerypperste kitesurfere gjorde sig klar til start. Eventet havde tiltrukket både store og små og man fik indtrykket af, at det tilstedeværende publikum ikke udelukkende udegjordes af kiteentusiaster. Vi var spændte, men da surferne endelig gik i vandet blev vi nu alligevel blæst omkuld over hvor stort et indtryk konkurrencen gjorde på os. Selvom man på en god dag på sydvestpynten også kan overvære nogle meget dygtige kitesurfere lave høje spring og komplicerede tricks, så stod det altså meget klart, at der her var tale om et niveau som er helt i sin egen klasse. Pofessionelle og absolut fænomenale surfere, som leverede en helt fantastisk kiteoplevelse for det begejstrede publikum, som hujede og klappede til stemmen blev hæs og hænderne ømme. Vi har aldrig oplevet tilnærmelsesvis høje spring, knivspart kiteføringsteknik og sindssygt vilde tricks, som der bestemt ikke blev sparret på. Selvom der vel godt og vel var fremmødt et par hundrede mennesker (Man skal huske på, at Tarifa faktisk er en lille flænge), som virkelig sørgede for at anerkende deltagernes anstrengelser, så virkede surferne nærmest som om, at der ikke var noget publikum. Forstået på den måde, at de virkede meget ydmyge og fokuserede på selve konkurrencen. Selve konkurrencen varede knap 3 timer og jeg tror sagtens de fleste kunne klare 3 timer mere. Da kitesurferne bagefter hoppede på podiet, kunne man også sagtens lige klare en kold drink på strandbaren efter et par gode timer i den bagende spanske sommersol.
Så er GKA kite tour virkelig så fed en oplevelse? Ja, det gør vi bestemt gerne igen! Vi synes helt klart at det var en fænomenal oplevelse og det er langt fra det samme at se en streaming. De vilde hop og tricks ser ikke tilnærmelsesvis så imponerende ud gennem skærmen. Stemningen og surfvibes på spottet adder udelukkende kun til den samlede oplevelse, som virkelig er noget for sig. Så har du mulighed for at overvære eventet, så kan det i hvert fald klart anbefales herfra. Vil dine børn og kite uinteresserede ferieslæng kede sig? Det tror vi bestemt ikke. Med stor sandsynlighed vil de fleste, også dem for hvem kitesurfing ikke er det helt store, synes at det er et imponerende syn og om ikke andet noget de ikke har oplevet før. Desuden foregår det jo på stranden, så der vil jo også være rig mulighed for at lave noget andet. Så husk solcreme og hold på hat og briller og nyd så ellers den fantastiske oplevelse denne kitefest er og oplev verdens allerfornemmeste kitesurfere gøre det de er allerbedst til. Det tror vi ikke du vil fortryde.