top of page

Kitesurfing- Danmarks nye national (vand)sport?

Kitesurfing- Danmarks nye national (vand)sport?

Kitesurfing- Danmarks nye national (vand)sport?

Kitesurfing er et emne, som fylder meget i Marine systuen. Kite reparationer er en af de ting vi roder meget med på værkstedet og efter fyraften springer vi gerne selv en tur i bølgen blå.
Man må sige, at kitesurfing har fået noget af et opsving i Danmark, siden vi selv kastede os over det første kitekursus for 8 år siden. Ikke at der på vindstærke dage var tomt på de bedste kite spots rundt omkring, men der er nu alligevel sket en del og stigningen af kite entusiaster er ikke til at overse. Og det er der slet ikke noget at sige til. Faktisk kan man i et land hvor kystlinje og stærk vind ikke just er en mangelvare undre sig over, at der ikke tidligere har været større interesse for sporten. Men hvad er det egentlig ved kitesurfing, som får mænd og kvinder i alle aldre til at springe i våddragten og pakke det halve af bilen med diverse gear til titusinder af kroner og sætte mod kysten, så snart vinden rejser sig?
For nogle er en tur på boardet et tiltrængt adrenalin kick, hvor høj fart, spring og vilde tricks giver et sus i kroppen. For andre er det nærmest omvendt, en form for meditation, hvor det at være i et med naturen, mens man mærker vandets brus og kroppen bruges aktivt, giver ro. Uanset om man er mere den ene, eller den anden type kitesurfer, er der en frihed forbundet med at lægge al teknologisk larm og hverdagens bekrymringer fra sig og blot være til stede på vandet.
Samtidig er kitesurfing en meget fællesskabsorienteret sport. Traditionelt forbandtes surf subkulturen med åbenhed og fællesskab. Den del karakteriserer også på mange måder kitesporten. Foruden at det rent praktisk er lidt lettere at være kitesurfer, når man giver hinanden en hjælpende hånd på spottet, eller hvis man kan holde sig opdateret om vindforholdene på kite facebookgrupper, så er kitesurfing også en sport som skaber sociale relationer. Man falder hurtigt i snak med andre interessefæller og der skabes fællesskaber og events, hvor man efter endt session har mulighed for at mødes og dele sine oplevelser og passion for sporten. Der findes efterhånden også et pænt udbud af kiterelaterede rejser, hvor større grupper drager til populære kitesdestinationer og nyder dagtimerne på vandet, mens aftenerne tager form af kitesportens svar på afterski.
For mange handler kitesurfing altså ikke kun om selve den sportslige handling, men også om hele det community der medfølger.

For at vende tilbage til kitesportens stigende popularitet de seneste år, har en kite profil som Nick Jacobsen og mediedækningen af hans persona og stunts helt sikkert også haft en finger med i spillet. Sommetider virker det som om, at flere kender til ”Ham der springer ud fra Burj Al arab”, end til at kitesurfing er det ”Det der hvor man bliver trukket af en drage”. Men mon ikke
Nicks vilde bedrifter trods alt har øget den brede befolknings kendskab til sporten.
Corona pandemiens nedlukninger og sociale begrænsninger har helt sikkert også gjort sit til, at flere danskere har fået øjnene op for fornøjelserne ved at dyrke vandsportsgrene og friluftsinteresser i det hele taget. Selv da de sociale begrænsninger frafaldt blev mange ved med at holde fast i sine nye corona hobbier. Der er dog nok også andre faktorer, som er medvirkende til, at det år for år bliver sværere at finde en ledig parkeringsplads ved kitespots. Der er indenfor de sidste par år sket en stor stigning i udbud og tilgængelighed af kitekurser, som tiltrækker mange oplevelseslystne danskere. Og det er da i sig selv positivt, at flere rejser sig fra sofaen og de stillesiddende hobbier. Der er dog også en bagside af medaljen. Større menneskemængder på de forskellige spots rundt omkring i landet, fører også til større og flere problematikker, såsom utilfredse lokalsamfund og naturfredningsorganisationer. Selvom de fleste kitere heldigvis er fornuftigt tænkende og hensynsfulde mennesker, så er der i en hver større menneskemængde altid nogle få brudne kar. Og der er ikke noget at sige til, at det ikke falder i god jord, hvis vi som kitesamfund er til fare for øvrige omgivelser, overtræder fredede naturområder, larmer, sviner og i øvrigt ikke tager hensyn.

Selvom kitesurfing nok aldrig bliver nationalsporten her i landet, og det skal os som holder af sporten nok kun være glade for, så er vi ikke længere helt et niche folk, som for blot et par år tilbage.

  • Facebook Clean
  • Instagram
bottom of page