top of page

Derfor skal du løbende vedligeholde din bådkaleche

Vores refleksioner om hvorfor og hvordan kalecher skal vedligeholdes

Derfor skal du løbende vedligeholde din bådkaleche

Uanset om du ejer en sejl- eller motorbåd, er en bådkaleche, uanset type, ikke blot en ekstra pynteting. Ja spørger du os, er kalechen et must have, hvis du ønsker at passe godt på din båd og have en komfortabel oplevelse ombord.
Hvis du lige pludselig ikke havde nogen kaleche på båden, ville du hurtigt bemærke, at du mister en hel del komfort og plads at boltre dig på, både når du sejler, men også blot når vejret byder på regn og vind. For ikke at tale om den slitage, som båden er udsat for, når den er helt blottet og ikke skærmes for vind og vejr. Bådens kaleche yder altså beskyttelse og er samtidig dens komfortable udestue.
En ny bådkaleche skal derfor betragtes som en langtidinvestering. Dugen er højkvalitetsmateriale, som også koster derefter og skal kalechen både være funktionel og en visuel fornøjelse, så kræver det at den er skræddersyet ud fra nøje opmåling- Altså tager fremstillingen en hel del arbejdstimer.
Når du så har investeret i en ny kaleche, så tænker du måske, at så skulle det gerne være det i mange år fremover. Men selvom kalechen fremstilles i robust materiale, så er det jo stof, som uanset kvalitet ikke kan undgå påvirkning af uv-stråling, regn og vind. Vil du forlænge kalechens funktionalitet og levetid og samtidig holde den pæn, så anbefaler vi at du løbende sørger for at vedligeholde den. Det er vigtigt at rengøre den løbende, særligt hvis der er synlig snavs eller ligefrem pletter. Hertil skal du helst bruge rent vand og en blød børste, eller ved mere genstridig snavs kan du bruge en særlig sæbe til bådkalecher. Du kan købe produktet Canvas cleaner, som er et rengøringsmiddel der ikke vil risikere at ødelægge dugen.
Er der kommet mug eller skimmel på kalechen, kan du anvende produktet Marine Mould Remover. Efter vask af kalechen bør den imprægneres, både så den bibeholder evnen til at holde tæt og samtidig også for at forhindre nyt snavs i at sætte sig fast. 
Det kan dog være en god idé at få kalechen vasket og imprægneret af professionelle, som har erfaring med dette og som sørger for en meget omhyggelig og samtidig skånsom rensning.

Vedligeholdelse i form af rengøring er vigtigt, dog er det ligeså vigtigt med et eftersyn en gang imellem. Selvom bådkalecher fremstilles i et materiale, som er robust og særligt til formålet, så kan påvirkning fra vind og vejr ikke undgås. Både uv-stråling, vind og regn slider søm, lynlåse og ruder. 
Det kan derfor være en god idé, eksempelvis en gang hver anden eller tredje sæson, at sende kalechen til eftersyn hos en kalechemager, som gennemgår det hele og eftersyer efter behov Får du dette gjort en gang imellem, vil der ikke være tale om særlig omfattende eftersyninger, til gengæld vil du helt sikkert øge kalechens attraktivitet og samlede levetid betragteligt.

bottom of page